Lone og Thomas holder sommerferie i Malmö og på Bornholm.
Vi har fyldt bilen til bristepunktet, og kørt afsted mod først Malmö og sidenhen Bornholm.
Den første pause holdes i Korsør, hvor vi er ude ved Isbådsmuseumet og se Storebæltsbroen helt tæt på. De medbragte madpakker spises foran Fødevareministeriet i Korsør by, før turen igen går imod Malmö.
Undervejs gør vi et stop i Køge, hvor vi impulskøber en ny mobiltelefon til Lone... Så nu har hun igen fået en ny telefon før Thomas...!?!? Ét impulskøb senere sidder vi igen i bilen og er på vej over Öresundsbron mod vores endelige destination i dag, nemlig Hotel Scandic Triangeln i Malmö. Lone klarer check-in på klingende svensk, uden at nævne "Red Joppe" eller "Tommy och Annika" - så det er flot :-)
Nu skal vi bare have fundet noget aftensmad og så i seng. Det regner i Malmö, så vi må se byen i morgen, når de har lovet godt vejr og solskin.
Billeder:
Vi startede dagen med at spise morgenmad, som bl.a. bestod af svenske pandekager med svensk fyld. Det var nam-nam!
Vi er gået på byvandring i Malmö. Vi startede ud med at gå ned gennem hovedstrøget, og kom ind på Gustav Adolfs torv, hvorfra vi gik igennem byens gamle kirkegård, som nærmest er omdannet til en park, og videre ud til ét af Sveriges fire kasinoer. Alle kasinoerne er drevet af staten, da alkohol og gambling er monopoliseret af staten. Fra kasinoet traskede vi igennem en af de utallige parker i Malmö, for at komme om til Malmöhus Slot. Vi stoppede dog på vejen og fik en kold cola - det havde vi fortjent! Vi har jo, trods alt, ferie! To små colaer kostede 70 kr., men det er jo svenske kroner, så det er jo nærmest ingenting i danske kroner 😛💰.
Så gik vi om til Malmöhus Slot og tog nogle billeder. Vi ville dog ikke betale for at komme ind - det er jo kun det ældste renæssance-slot i Nordeuropa. Desuden gad vi ikke se på gamle bygningsværker i dag. I stedet gik vi ind imod byen langs kanalen, og fandt et sted hvor vi kunne få en kanal- og havnerundfart. Så vi er kommet igennem alle Malmös kanaler og set en hel masse meget lave broer og nogle af de mange parker i byen. Malmö er nu en pæn by, med alle de parker og kanaler. Det kunne Skive Kommune lære noget af!
Efter sejlturen gik vi ind i midtbyen til Store Torg og Lille Torg og så på mennesker og butikker. Vi fandt også et fint lille steakhouse, hvor vi kunne få sen middagsmad. Efter maden satte vi os på en bænk i en tværgade som forbinder to torve og så på mennesker. Der er godt nok mange sære typer...🤡
Nu er vi slentret tilbage til vores hotel, hvor vi lige får lidt vand i hovedet og lidt snoller galt i halsen, inden vi skal finde på hvad resten af dagen/aftenen skal bruges til.
Billeder:I dag har vi brugt det meste af dagen på at enten køre mod en færge, vente på en færge eller sejle med en færge. Men da vi kørte fra hotellet besluttede vi, at vi ville køre ud og se et af de pænere strandområder i Malmö. Der var et fint udsyn ind til byen og deres vartegn: bygningen "Turning Torso".
Efter strandturen kørte vi afsted fra Malmö til nabo-byen Lund, hvor vi var et smut inde i byen og se domkirken og universitetet. Herfra gik turen videre til Ystad, hvorfra færgen tog os med til Rønne.
Vi ankom til Rønne omkring kl. 17.00, og kørte til Circle K, hvorfra vi havde fået besked om at vi kunne afhente nøglen til vores ferielejlighed. Men da vi ankom til Circle K, så kunne de ikke finde vores booking på listen... 😕. Efter at de havde kigget det hele igennem et par gange ringede de til udlejeren, som oplyste dem om, at vi slet ikke skulle hente nøglen der. Men i vores brev stod der altså noget andet!
Vel ankommet til Boderne og ferielejligheden fik vi os indlogeret. Det er småt, men udmærket til to personer. Men vi savner godt nok vores tryk-aflastende topmadras der hjemme. Vi har ikke haft mad med i bilen, da der har været omkring 1000 grader varmt, så vi må afsted til den nærliggende by, Aakirkeby, for at handle ind.
Det bliver ikke til mange flere eventyr i dag, da vi begge er trætte, og halvdelen af os er også godt solbrændte. Vi trænger til at side og nyde aftenen, og måske læse lidt.
Billeder:I dag har vi kørt lidt rundt på Bornholm og set os lidt omkring.
Vi kørte først ind til Nylars og så Rundkirken, som var rund. Tjek ✅. Så vi kørte videre til Rønne, hvor vi lige fik fat i et par ting i Jysk som vi manglede i lejligheden.
Videre op langs kysten til Hasle, hvor vi så et røgeri. Men vi var ikke sultne, så vi kørte videre og ind mod midten af øen til Rytterknægten, som er det højeste punkt på Bornholm. Vi var en tur oppe i tårnet, så vi kunne se ud over trætoppene. Det var et flot syn, selvom der var lidt overskyet.
Fra Rytterknægten kørte vi til Ekkodalen, hvor vi fik svar på en masse spørgsmål. Bl.a. "Hvad drikker møller?" og "Hvad giver rigtige prinsesser smerter?". Svarene vil vi dog ikke give videre her... Vi ville have spist, hvad der i Jylland betegnes som, en mellemstor tartelet til frokost, men Ekkodalshuset var fuldt booket hele dagen. Så nu har vi bestilt bord på søndag til middag i stedet.
Svært skuffede og lidt sultne kørte vi videre til Bisonskoven for at lede efter de næsten usynlige bisonokser. De er så sky og svære at finde, at selv Bornholmerne ikke har set dem endnu. Vi så dem desværre heller ikke. Så nu vil Lone ind og lede efter dem hver dag - indtil vi skal hjem.
Vi var stadig lidt sultne, så vi kørte fra Bisonskoven imod Nexø, hvor vi havde hørt om et røgeri, som serverer andet end sild. De havde heldigvis både plads og tid til at fodre os! Mens vi spiste rullede et stort regn- og tordenvejr forbi os, så vi blev siddende og ventede på at det drev over. Vi købte nogle fiskefrikadeller som vi tog med hjem, til den sene aftensmad.
Nu er vi så hjemme igen, og fiskefrikadellerne er spist - med stor fornøjelse! Nu vil vi se en film og ikke en skid andet før i morgen. Godnat!
Billeder:
Dagen starter godt ud med flot solskin, men tager hurtigt en drejning til en rigtig lortedag, da Thomas knækker et stykke af en kindtand. Forbandede lortetænder! Man skulle tro, at de er lavet af en dårlig blanding af pis og vanilje! Men det skal selvfølgelig repareres, og de må sku' da også have tandlæger på Bornholm...?
Men det viser sig at være betydeligt nemmere at finde en nål i en høstak med hænderne bundet på ryggen, end det er at finde en tandlæge som kan/vil hjælpe i dag! Thomas når næsten at ringe rundt til samtlige tandlæger på Bornholm, og de har alle den samme besked: "Vi har taget de akutte patienter som vi kan i dag, og vi er desuden på vej på ferie". En anden klagesang som vi hører fra mange af tandlægerne er: "Der er tandlægemangel på Bornholm". Så hele formiddagen går med at ringe og tale med tandlægeklinikker, før vi finder en tandlæge i Østermarie som kan lave plads til endnu en akut patient.
Så dagens planer blev hurtigt lavet om, således at vi kunne komme forbi en tandlæge i Østermarie kl. 13.45. Så vi skynder os at blive klar, og i virvaret får Lone slået Thomas' kamera ud af hånden på ham, så den ryger på gulvet... Den rasler lidt underligt når man ryster den, men det ser ud til at den kan tænde...
Som allerede forudsagt, så ville Lone gerne en tur igennem Bisonskoven igen for at se om hun kan finde de usynlige bisonokser. Det skete dog ikke, men vi var lige ved at påkøre en lavtgående havørn, som havde glemt sin ubetingede vigepligt, da den lettede ud fra Bisonskoven. Men den var heldig, og slap med forskrækkelsen. Og hold da k... hvor er det en stor fugl!
Efter at være blevet snydt af bisonokserne igen kørte vi videre mod Østerlars for at se endnu en rundkirke, som også denne gang var rund. Tjek ✅. Ved Østerlars Kirke var der så fyldt med små tordenfluer at vi ikke kunne holde ud at opholde os der. Så vi hastede tilbage til bilen og kørte mod Bølshavn, hvor vi så en flot klippestrand, og holdt en lille pause for at nyde udsigten og det gode vejr.
Så blev det også tid til at køre tilbage til Østermarie for at komme til tandlæge. Efter 45 minutters ventetid fik Thomas lappet sin tand med lidt plastic, og så kunne vi komme videre. Så vi kørte tilbage til Bølshavn og fortsatte til Randkløve, og kørte derefter til Svaneke.
I Svaneke var der mange mennesker, men vi gik alligevel op i den lille hyggelige by, og spiste en is på Bornholms Ismejeri. Vi gik også om og så på glaskunst og lakrids fra Bülow. Vi købte også lidt lakrids med hjem.
Vi syntes det var for tidligt at spise, så vi kørte hjem til Boderne. Her fik Lone dyppet sine tær i vandet, og Thomas fik set afslutningen på dagens etape i Tour de France.
Til aftensmad kørte vi til Rønne og spise kinesisk i gågaden. Så er den ged ligesom barberet.
Så alt i alt en lortedag 💩, hvor vi i virkeligeheden ville have været ved Hammershus, men i stedet var nødt til at spilde det meste af dagen på først at skaffe, og dernæst at vente på en tandlæge. Øv.
Billeder:I dag har vi besøgt Hammershus Slotsruin på det nordlige Bornholm. Det er imponerende hvad de har formået at bygge dengang, taget i betragtning, at alle byggematerialerne skulle slæbes hele vejen der op... Men dengang tvang man selvfølgelig bare Bornholmerne til at arbejde. Vi var så skide smarte at besøge Hammershus i den værste middags-sol, så det var VARMT! Men heldigvis kan man jo købe en is der oppe 🍧... Nå nej... Det kan man heller ikke... Men det var da en forretningsidé som de må få helt gratis!
Efter at have brugt et par timer på slotsruinen kørte vi op mod Hammeren Fyr. Men vejen blev så smal og kringlet at vi vendte om halvvejs. Men vi så en lille hjort, som var ret ligeglade med os.
Næste plan var at få en is. Så vi kørte ned til strandpromenaden i Sandvig og spiste en voksen softice, mens vi nød vejret og udsigten ned på stranden.
Når vi nu var i Sandvig kunne vi lige så godt også se Allinge, så vi kørte ind til Allinge og fandt ud af, at der var jazz og musikfestival på havnen. Så vi parkerede bilen, gik ned og hørte River City Jazz Band. Vi fik også købt nye solbriller til Lone i en nærliggende butik på havnen. Hendes solbriller havde nemlig valgt at eksplodere - ifølge Lones eget udsagn! 💣🕶
Vi havde begge fået rigeligt med sol og varme, og vi trængte begge til en timeout. Så vi kørte hjem til Boderne og tog en pause inden aftensmaden. Vi havde bestemt at vi ville spise på Pakhuset i Svaneke, så der kørte vi ind til aften. Maden var OK, men drikkevarerne var smagsløse. Men det oplever vi tit.
På vejen hjem mødte vi en påfugl, som ikke havde tænkt sig at flytte sig fra vejen. Den var tydeligvis meget territorial omkring dens vej, og mente ikke at vi havde fået tilladelse til at passere.
Billeder:Vejrudsigten havde ellers lovet fremragende vejr på resten af vores bornholmertur. I dag var der dog kommet små lette regnbyger på vejrudsigten omkring middagstid, så vi kom lidt hurtigere ud af starthullerne end vi ellers har gjort. Dagens mål var Døndalen, som huser Danmarks højeste vandfald. Turen ind gennem skoven var idyllisk, selv om begejstringen steg og faldt i takt med stigninger og fald i skovstiens højdemeter. Vandfaldet var fint og hyggeligt, selv om der ikke var så meget vand i, som man nok kan opleve i løbet af årets andre årstider. Noget af idyllen forsvandt dog i tilstedeværelsen af andre turister, som havde fået forvildet sig ned ad samme skovsti.
Naboen til Døndalen er Helligdomsklipperne, så vi trillede bilen over på modsatte side af vejen, hvor vi så nogle af Helligdomsklippernes rå brutaliteter. Udsigten ned over klippeblokkene er smuk, og i baggrunden kunne vi se Ertholmene.
Turen gik videre til Gudhjem, hvor vi trillede bilen ned gennem de stejle gader i zigzak mellem turisterne. Der var godt fyldt op, og det var svært at finde en ledig parkeringsplads, så vi besluttede, at vi havde set nok af Gudhjem i denne omgang. I stedet for fortsatte vi ned langs den smukke kyststrækning til Snogebæk, hvor vi havde hørt, at man kan få en flødebolleis. Den var dyr, men når man har hørt om en bornholms flødebolleis, så kan man vel ikke forlade Bornholm uden at have smagt sådan en! Thomas fik en med karamel og Lone en med hindbær. De smagte begge godt, og smagsfordelingen viste sig at være helt perfekt 😁
Efter at have indtaget den dejlige is vendte vi snuden hjem mod vores lejlighed. Her holdt vi sommerferiesiesta resten af eftermiddagen. Lone nød en stille stund på terrassen med dejlig udsigt over Østersøen, mens Thomas slappede af med slutningen af dagens Tour de France-etape. Aftensmaden planlægger vi ligeledes at indtage i den hjemlige rammer, for i morgen har vi lavet frokostreservation i Ekkodalshuset.
Billeder:Vi har haft en rolig formiddag i lejligheden, hvor vi har sat ude på terrassen og nydt det gode vejr. Ved middagstid var det tid til at køre tilbage til Ekkodalen for at indtage middagsmaden, nemlig jyde-cupcakes 🧁, også kendt som tarteletter. Det var nogle velvoksne tarteletter der blev serveret for os, så vi kunne begge nøjes med en enkelt.
Stopmætte kørte vi ud til Bisonskoven, for at - ja I gættede det... Lede efter bisonokser! 🐂🐂🐂 På vejen passerede vi det sted hvor vi havde set en havørn. Vi fandt den desværre ikke igen, men i stedet så vi, hvad vi tror er en tårnfalk. Den var noget mindre end havørnen, og så var den hvid i hovedet.
Halvvejs igennem Bisonskoven blev vi stoppet af en lokal Bornholmer på cykel, som sagde at han havde set dem en kilometer nede af en skovvej, ved en lysning. Så vi smed bilen på en parkeringsplads, og vandrede ned til lysningen. Foran os gik der fire tyskere, som åbenbart ikke vidste at bison'erne er sky, og derfor talte de meget højt sammen. Da vi nåede til lysningen så både vi og tyskerne en flok på 4-5 bisonokser, men de både så og hørte også os (eller i hvert fald tyskerne), og derfor fortrak de ind i skoven igen. Ærgerligt, men vi fik da lige set dem, og fik skudt et par billeder af dem.
På vej ud af skoven passerede vi den ene børnefamilie efter den anden med infernalsk støjende børn. Så vi var heldige at vi var kommet de par minutter før dem, ellers havde vi heller ikke fået set bison'erne.
Efter vores bison-eventyr kørte vi mod Paradisbakkerne nær Nexø, for at se den "rigtige" rokkesten. Der er åbenbart flere rokkesten på Bornholm - men nu vil vi se Rokkestenén! Det var vi ikke de eneste der ville... Vi har generelt bemærket, at der i løbet af de sidste par dage er kommet RIGTIGT MANGE turister til øen. Så vi er begge glade for, at vores Bornholms-tur er ved at være slut. Men parkeringspladsen ved Rokkestenen var i hvert fald fuld. Så vi måtte parkere langs vejen i stedet. På vej ind til Rokkestenen havde vi læst, at man kunne skyde genvej ved at gå til venstre, på et eller andet tidspunkt... Men det var TYDELIGVIST ikke der hvor vi valgte at gå til venstre. Vi kom ud på en sti (hvis man kan kalde den det), som gik i svært fremkommeligt terræn, op og ned, ad klipper og bakker i skoven, med trærødder som hele tiden prøvede at spænde ben for os. Vi var lige ved at give op, men fortsatte alligevel frem, indtil vi - omsider og heldigvis - nåede Rokkestenen. Vi fik taget de obligatoriske billeder, og Thomas var lige ved at vælte Rokkestenen omkuld i sit forsøg på at rokke den. På tilbagevejen fulgte vi den afmærkede rute, som gik ad en næsten plan grussti, hele vejen tilbage til parkeringspladsen...!!!
Efter denne udmattende stroppetur i de Bornholmske skove vendte vi næsten hjemad. Vi var begge helt udkørte efter den tur. Nu ligger vi i sengen og ser film, og har ikke tænkt os at bevæge os mere i dag. Måske højest en lille tur på toilettet. Godnat!
Billeder:I dag havde vi planlagt at få set Rønne. Fra morgenstunden tog vi os god tid, og fik sovet længe og spist i fred og ro - uden hast - vi har jo ferie!
Hen ad middagstid kørte vi ind til Rønne by, men det regnede og var koldt og trist, så vi vendte bilen om og kørte retur til vores lejlighed i Boderne. Vi gad ikke trave rundt i regnvejr i Rønne. Så vi ville køre tilbage når regnen holdt op.
Tilbage i lejligheden gik der ikke mange minutter før Thomas var faldet i søvn igen. Han må være træt oven på sådan en hård tur i går. Efter et par timer var der kommet ophold i regnen igen og Thomas blev vækket. Vi vendte tilbage til Rønne, og gik en tur igennem gågaden og så på mennesker. Det var stadig blæsende og koldt, og det småregnede stadigvæk.
Ved 16-tiden kørte vi til Arnager. Først en tur ned til stranden for at se bølgerne, og derefter op til Arnager Røgeri, hvor vi spiste tidlig aftensmad. Aftensmaden blev en røgeriplatte med røget sild, makrel og laks samt en portion fiskefillet og pommes frittes til deling. Vi var jo nødt til at smage på nogle af de lokale delikatesser inden vi vender næsen hjemad igen.
Vi har købt en lille kage med hjem til aftenkaffen, og så skal vi ellers bare have ryddet lidt op, så vi er klar til at tage med færgen hjem i morgen formiddag.
Det har alt i alt været en dejlig tur på Bornholm. Vejret har været bedre end vi har kunnet håbe på. Det er kun i dag det har været lidt trist med regn. Men Bornholm er også ved at blive overfyldt med turister i øjeblikket. Vi hørte i lokalnyhederne til aften, at næsten alle campingpladser og hoteller melder alt udsolgt i lang tid frem. Vi kan bedst lide at have øen for os selv, så vi er glade for at vi skal hjem i morgen.
Billeder: