Denne tur til Chicago er i forbindelse med Thomas' arbejde på VIA CFU. Thomas skal, sammen med sine kolleger, til møde hos en forretningsforbindelse i storbyen. Derfor er denne tur desværre uden Lone Dahl.
Vi tog afsted fra Skive kl. 9.00 i morges. Og nu her, omkring kl. 4.00 dansk tid er vi ankommet til hotellet i Chicago.
Vi skulle først lige en smuttur over Frankfurt, inden vi kunne forsætte i en Jumbojet fra Lufthansa til Chicago. Det gik smertefrit med at komme igennem sikkerhedskontrollerne i Chicago O'Hare lufthavnen for næsten alle, da vi enten har været i USA før med ESTA eller, som Marcus, er amerikansk statsborger. Ebbe måtte dog lige en tur igennem den lange manuelle kø, da han ikke havde haft ESTA før. Herefter tog vi med L-train til midtbyen hvor vi skal bo.
Vi bor lige ved siden af Willis Tower, som er Chicago's højeste bygning, og USA's næsthøjeste. Vi er helt smadrede efter den lange tur i en blikdåse i 11 km. højde. Men heldigvis fik vi reserveret pladser med ekstra benplads.
Billeder:I dag har vi været turister i Chicago.
Vi har gået rundt i byen og set nogle af dens seværdigheder. Bl.a. Willis Tower, hvor vi var en tur oppe på 103. etage og se ud over hele byen og de omkringliggende stater.
Herefter gik vi en tur ned igennem parken til Lake Michigan, og videre ud til Navy Pier, hvor vi fik frokost og nød udsigten til Chicagos skyline. Herefter gik vi en tur ad "The Magnificent Mile" og videre til Millenium Park hvor vi så "The Cloud Gate" som er en 13 meter høj blank metalfigur formet som en bønne. Her kunne vi se os selv og skylinen blive genspejlet i den blanke overflade.
Herfra tog vi i en tøjbutik, hvor jeg fik købt badebukser - da jeg ikke fik mine egne med i kufferten. Derfra tog vi tilbage til hotellet og hoppede i den udendørs pool på taget, som dog var lidt kold.
Nu vil vi ud i byen og have aftensmad. Det bliver nok en af Chicagos meget berømte "Deep dish" pizza'er, som alle de lokale siger vi er nødt til at smage.
Billeder:
I dag har vi været til møde med vores forretningspartner her i Chicago. De har en af de fine adresser med udsigt ud over Chicago-floden.
Efter dagens arbejde tog vi tilbage til hotellet og fik en øl, inden vi skulle ind til byen og mødes med vores forretningspartner igen til aftensmad. De havde inviteret os ud på et af de bedste steakhouses i Chicago. Her bestilte vi alle, på tjenernes anbefaling, en 622 gram Ribeye-steak - og hold da helt fest hvor var det en god steak. Og jeg kan garantere for at vi alle blev mætte! Efter maden fik vi også lige en 12 års whisky at slutte af på, inden turen gik videre til "Buddy Guy's Legends" som er en af de kendte blues-spillesteder i Chicago. Her hørte vi bandet "Funkin' MoJo Daddy", som var helt fantastiske. Men ikke nok med det, så kom selveste Buddy Guy forbi og optrådte sammen med bandet. Han er 81 år gammel, men han kan dælme synge en blues endnu.
Billeder:Dagen startede med endnu et møde med vores forretningspartner. Vi skulle have været ud i byen og spise middagsmad sammen med dem, men det satte et uvejr en stopper for. Vi bestilte i stedet mad til levering på kontoret - så kunne vi også nå at få lavet lidt mere.
Efter mødet gik vi tilbage mod hotellet, hvor vi kunne slappe lidt af.
Til aften tog vi ud til Chinatown, i håb om at finde noget mad. Vi fandt mange sjove ting, men ikke lige noget mad som vi havde lyst til at spise. Så vi tog videre ud til Greek-town, hvor vi fandt en lille hyggelig græsk restaurant.
Billeder:I dag har vi haft "fri", og har haft tid til at tage på en studietur til Museum of Science and Industry. Det ligger nogle kilometer syd for downtown Chicago, så vi skulle tage bussen. De havde bl.a. en udstilling om robotter som vi gerne ville se.
Til aften har vi været ud og køre med de klassiske toge fra Chicago, som kører på broer over vejene i byen. De kalder dem for "elevated trains". Vi kørte ud af selve downtown og fandt en restaurant som hed "Belly up", hvor vi kunne få noget klassisk amerikansk mad. Vi bestilte alle en 500 grams brisket, som på dansk hedder okse-spidsbryst. Det var lige før vi alle måtte kapitulere uden at have spist op. Godt mætte tog vi igen toget hjem til hotellet.
Billeder:Så begynder den lange vej hjem til Europa og Danmark.
Men først skal vi dog lige fra morgenstunden ud og se hvor Route 66 begyndte, og spise morgenmad på Lou Mitchell's Diner, som ligger på Route 66.
Billeder: